<

Grovvarevirksomheder bliver inviteret med til at udvikle digitalt værktøj til at måle klimaaftryk15-05-2020 - 17:11

Seges og Økologisk Landsforening går nu i gang med at udvikle et digitalt værktøj, som kan vise konkrete veje til at sænke landbrugets klimaaftryk og forventer et tæt samarbejde med grovvarebranchen

Det digitale værktøj til at måle klimaaftryk skal kunne bruges, uanset om bedrifter er konventionel eller økologisk. Foto: Anne-Mette Engelbrecht.

 

Af Helge Lynggaard

 

Grovvarebranchen bliver en vigtig medspiller, når Seges og Økologisk Landsforening nu skal i gang med at udviklet et digitalt klimaværktøj, som kan hjælpe det enkelte landbrug til at få et lavere klimaaftryk. 

 

Det siger Hans Roust Thysen, chef for Center for Klima og Bæredygtighed i Seges, til Grovvarenyt.

Værktøjet vil kunne beregne, hvor meget hver enkelt gård påvirker klimaet. Derudover kan det sammenligne bedriftens klimaaftryk med andre bedrifters aftryk, og så kan det komme med forslag til, hvad landmanden kan gøre for at gøre klimaaftrykket lavere.

 

Udviklingen af værktøjet er støttet af Miljø- og Fødevareministeriet via Promilleafgiftsfonden for landbrug med 7,6 millioner kroner. 

 

Efter et åbent udbud er opgaven lagt i hænderne på Økologisk Landsforening og landbrugets innovationshus Seges, fremgår det af en pressemeddelelse fra parterne.

 

- Det er virkelig en god nyhed. Det har meget store perspektiver både for den enkelte landmand og for landbruget som helhed. Når vi har udviklet værktøjet, kan landbruget arbejde meget mere målrettet med at sænke udledningen af klimagasser, siger Hans Roust Thysen.

 

- Vi samarbejder i forvejen med grovvarevirksomheder på en række områder inden for klima, og selvfølgelig skal de også have tilbuddet om at være med i udviklingen af det nye værktøj, lige som vi skal have involveret andre aktører. Det skulle gerne være en metode, som alle bakker op om, og det skal være så let og overskueligt for landmændene, så de ikke skal lave mange forskellige beregninger, siger Hans Roust Thysen.

 

Virksomhedspanel

Planen er, at der skal nedsættes et virksomhedspanel, som skal give input og vejledning undervejs.

- Her kommer grovvarebranchen også med, for det er nogle af de vigtigste aktører i det her, fortsætter Hans Roust Thysen, der understreger, at det hele er så nyt, at invitationen ikke er sendt afsted endnu. 

 

Klimaværktøjet vil kunne bruges af alle landmænd, inden for driftsgrenene kvæg, svin, fjerkræ, planteproduktion og visse typer grøntsagsproduktion, uanset om gården er konventionel eller økologisk. 

 

- Danske landmænd og fødevarer er i forvejen kendt som nogle af de bedste i verden, og når hver enkelt gård kan arbejde så håndgribeligt med at sænke klimaaftrykket, så vil det helt sikkert også vække genlyd ude i verden, og dermed styrke de danske landbrugsvarers internationale konkurrenceevne, siger Hans Roust Thysen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 20, fredag 15. maj 2020

<